Sally kan du møde i vores fine butik på Østerbro i København. Hun forsøger selv at leve så bæredygtigt som muligt og ved, at selv små, bevidste valg i hverdagen kan gøre en stor forskel på sigt.

Hvad er bæredygtighed for dig?
Når jeg læser eller ser programmer om de klimaudfordringer, vi står over for, kan jeg godt føle mig lidt modløs og tænke ”nytter det overhovedet noget”? Men så tænker jeg altid på et citat fra Signe Wenneberg, som hedder ”ingen kan gøre alt –  men alle kan gøre noget”. Det giver mig motivation til at træffe de små bevidste valg i hverdagen, som måske virker nytteløse her og nu, men som alligevel batter på den lange bane.

Hvordan lever du bæredygtigt?
Jeg køber stort set alt tøj, legetøj og udstyr brugt. Jeg går både i genbrugsbutikker, på loppemarkeder og bruger dba.dk til større ting og så bytter jeg mig selvfølgelig også til noget tøj i vores butikker.
Jeg går også meget op i lære vores børn at købe og sælge deres ting, så de bliver bevidste om at ”køb og smid væk” kulturen er enormt ødelæggende for moder jord.
Indtil for nyligt har jeg lejet økologisk babytøj til min mindste dreng hos Vigga, men nu er han desværre blevet for stor, så nu køber jeg det i den lokale Red Barnet butik eller på loppemarkeder. Vi sorterer vores skrald og smider så lidt ud som muligt, men prøver at reparere eller forære alt væk, som stadig kan bruges. Derudover køber vi så meget økologisk mad, som budgettet tillader, og så er jeg rimelig fanatisk, hvad angår hudpleje, make-up osv. Jeg nægter at smøre mig ind i kemi.

Dit bedste tip til bæredygtig livsstil
Gør det nemt… Bestil økologiske måltidskasser. Lej eller byt tøj og køb med omtanke.

Dit bedste bæredygtige køb/fund
Dem har jeg mange af, men her vil jeg nok nævne min taske fra Raintree. Den har jeg med mig overalt og bruges både i hverdagen til computer og til de daglige indkøb. Den kan virkelig rumme meget, og så er den meget slidstærk. Det er et fairtradeprojekt, hvor indiske kvinder fletter taskerne af omsmeltede plasticflasker, og derved kan kvinderne forsørge sig selv og deres familier. Projektet giver dem også adgang til gratis medicin, lægehjælp og deres børn sikres skolegang.