The Organic Club er et fællesskab af flere butikker, der ligger i Odense, Svendborg og i København Ø og København V. Fælles for alle butikker er, at de er drevet af kvinder, for hvem økologi og bæredygtighed er en hjertesag.

Her kan du møde 25-årige Sofie Borgnakke, der driver vores smukke butik i Svendborg.

Hvad er bæredygtighed for dig?

Jeg troede, at bæredygtighed var dyrt og ikke kunne gøres på fx SU – men det er jo lige omvendt! Jeg gør en dyd ud af at købe fornuftigt og bruge mit tøj og produkter fuldt ud – hvis ikke, så giver jeg det videre. I sidste ende lever jeg billigere end gennemsnittet og passer på miljøet, hvilket lyder helt win win i mine ører!

Hvordan lever du bæredygtigt?

Jeg tænker meget over madspild – og spild i det hele taget. Jeg har fryseren fuld af lækre madrester og bruger altid produkter helt op eller forære dem til en veninde, hvis ikke jeg vil bruge produktet alligevel. Jeg genbruger for så vidt muligt alt emballage og poser, jeg får skaffet mig med tiden. Jeg handler en del secondhand, både interiør og tøj. Når jeg handler, har jeg næsten altid muleposerne parat – de fylder intet i lommen og vejer ikke ekstra, når tunge varer skal bæres hjem. Smart ik’?


Dit bedste tip til bæredygtig livsstil

Kvalitet frem for kvantitet. Købt fornuftigt, både når det gælder tøj, sko, produkter, interiør og mad. I sidste ende nyder du det mere og bruger varen fuldt ud.


Dit bedste, bæredygtige køb/fund

Min garderobe! De fleste af mine yndlingsstyles i min garderobe er faktisk købt secondhand – både på loppemarkeder og selvfølgelig i vores kollektive klædeskab hos The Organic Club.